Mange, der udsættes for psykisk vold, ved godt, at det, der foregår ikke er normalt eller godt for dem. Rationelt kan de godt se, at der sker noget forkert, og at deres egen reaktion ikke er deres autentiske selv. Alligevel sidder de fast.
Psykisk vold er noget, der kommer snigende. Som den gamle myte om frøen, der placeres i koldt vand og langsomt koges, hvis temperaturen skrues op gradvist. Sådan er den psykiske vold også - langsomt bliver grænseoverskridende adfærd normal, og vi ser måske ikke tydeligt, hvad vi udsættes for.
Ofte, er der dog et eller andet sted en bevidsthed om, at det ikke er godt, det der foregår. Man kan måske godt se, at det ikke er okay, at man svines til, ignoreres, trues eller lignende. Jeg møder ofte klienter i min klinik, der netop siger:
"Jeg ved jo godt, det er helt forkert, men..."
Et eller andet sted er vi rationelt bevidst om, at vi ikke bliver behandlet ordentligt. Og så er der alligevel, det der "men". Det er her, mange klienter sidder fast. For hvis vi godt ved, at det er helt forkert, hvorfor bliver vi så? Hvorfor finder vi os i det? Hvorfor accepterer vi det? Hvorfor falder vi gang på gang for strategier, vi faktisk godt gennemskuer?
Det kan være svært selv at svare på det spørgsmål, for det er ofte meget skamfuldt at erkende overfor sig selv, at man lader nogle ting ske - dermed ikke sagt, det er ens egen skyld. Man bliver i noget og sluger nogle kameler af en grund.
Det psykisk voldelige forhold er komplekst. Den der udsættes for vold, er ofte blevet afhængig af sin voldsudøver. Dette kan være på flere forskellige måder, men i høj grad er der opstået en følelsesmæssig afhængighed. Vi er simpelthen dødsultne efter det der helt særlige, som lige præcis vores voldsudøver, og KUN vores voldsudøver, kan give os.
Når vi i terapien dykker nærmere ned i, hvorfor der er et "men" i sætningen "jeg ved jo godt, det er sygt", så finder vi ofte frem til en del af klienten, der HUNGRER efter noget. Og det "noget" er præcis, hvad voldsudøveren giver. For mange handler det om en indre tomhed, ofte en dybere tvivl på egen værdi, som voldsudøveren i starten af forholdet under lovebombing og senere i genforeningsfaserne, formår at fylde ud.
Din voldsudøver tilfredstiller den største frygt og tvivl, du har inde i dig selv, for de fortæller dig, at du er noget helt særligt og unikt, at du er perfekt og uerstattelig. Det er vi alle sultne efter. Men din voldsudøver tager det også fra dig igen, piller dig fra hinanden, lægger fælder og sår tvivl. Derfor bliver du afhængig, og derfor tager du imod brødkrummerne, selvom du rationelt godt ved, det er sygt.
Hvis du genkender dette mønster, er det en god idé at opsøge hjælp. Det tomrum, den frygt, tvivl, forladthedsangst, usikkerhed du mærker, skal vi have taget kærlig hånd om.