Mød min (ene) hund Koda, som her nyder solen på altanen. Koda er en gadehund fra Spanien og kom til Danmark for at bo sammen med sin bror hos min (spanske) kæreste og mig. Den ubetingede kærlighed, der nu fylder vores hjem, er ubeskriveligt helende.
Min historie
Det er vigtigt for mig, at du ser lidt af, hvem jeg er. Så her vil jeg fortælle dig lidt af min historie, og hvad baggrunden er for det, jeg brænder for at arbejde med.
I et rækkehus lige ud til skov, bor jeg i Brabrand med min lille familie (partner og hunde). Naturen har stor betydning for mig, og jeg elsker at gå lange ture og suge alle indtrykkene til mig. Jeg husker stadig, hvordan jeg for nogle år siden, efter en tung og dyster depression, pludseligt så alle naturens farver så skarpt. For mig føltes det som første gang, nogensinde, jeg lagde ægte mærke til alt det, naturen er.
Overvældet og ærefrygtig gik jeg gennem Risskov og tog alt ind, lyttede til bladenes susen, fuglenes sang, smådyrenes kratten, snusede ramsløgenes skarpe duft, forårsvindens varme, så for første gang de mange nuancer af farver. Dette var et vendepunkt for mig og siden da, har jeg øvet nærvær og mindfulness, for livet havde været gråt og mørkt i lang tid.
Min virkelighedsopfattelse var blevet sat ud af spil og mit selvværd krakeleret.
For noget tid tilbage gik jeg gennem et parforhold, hvor jeg gik fuldstændig i stykker. Forholdet var sammenbundet af en usund og til tider psykisk voldelig dynamik, som var så skjult for mig, at jeg underminerede mig selv fuldstændigt. Jeg mistede min forståelse af mig selv og blev konfronteret med, at jeg nok aldrig rigtigt havde lært at sætte grænser. Det har taget mig mange år at bygge mig selv op igen, og genfinde den indre tyngde, der holder én på plads i stormvejr.
Vejen tilbage til et liv i balance
Når man har levet med psykisk vold, er det ikke sikkert, man er bevidst om, hvad der egentlig er foregået. I de fleste psykisk voldelige forhold, opbygges der narrativer, fortællinger, historier om virkeligheden, som bliver overskyggende. Derfor kan man også komme til at overse egne grænser, tilpasse sig, undskylde og bortforklare, og gøre ting man ikke har lyst til, fordi fortællingen om kærligheden skal opretholdes. I lang tid benægtede jeg mig selv og min gigantiske knude i maven, der var alle mine overtrådte grænser. Det kan føles skamfuldt at have ladet andre overskride ens grænser, hvilket kan gøre det nær umuligt at tale om. Derfor går man ofte med sine oplevelser helt alene alt for længe, dette betyder også, at man faktisk kan have svært ved at finde de rigtige ord for det, man har oplevet.
​
Det er i høj grad min egen personlige historie, der driver mit arbejde med emnet. Jeg har mærket på egen krop, hvordan selvudslettelse gennem en anden føles, og jeg forstår, hvor uendelig svært det er at finde rundt i. Jeg oplever, at min personlige erfaring gør en kæmpe forskel for de klienter, jeg har, som har været udsat for vold. I min egen vej tilbage til livet gik jeg også selv en masse i terapi – hos flere forskellige psykologer. Derudover har jeg brugt skrivning utrolig meget, samt været med i en skrivegruppe for voldsudsatte kvinder. Det er enormt bekræftende at høre andres historier, for oftest når det handler om særligt psykisk vold, vil historierne have meget til fælles.
For mange mennesker er et omsorgsfuldt og nysgerrigt møde med dem selv helt fremmed.
De er vant til at dømme sig selv, skælde ud på kroppen for dens udseende og reaktioner, ignorere smertefulde følelser, undertrykke grænser og behov.
Sådan har jeg også selv levet, i en endeløs jagt på accept, kærlighed og omsorg fra andre, men uden evnen til at give dette til mig selv. For nogle bunder dette mønster i et selvværd, der defineres af andre, og en grundlæggende angst for at blive forladt. Lader man denne angst styre ens handlinger, er grænsesætning svær. Man skal lige så stille lære, at man er værdig og har ret til at kræve noget af verden og sine medmennesker. Dette er på mange måder, som at lære sig selv at kende på ny og med nye, kærlige øjne.