top of page

5 mulige grunde til, at du people pleaser

Har du tendens til at please andre? Ser du dig selv som lidt af en såkaldt people pleaser? Du er ikke alene! Her kan du læse 5 mulige grunde til, at du people pleaser.

Begrebet at være "people pleaser" er efterhånden velkendt og udbredt. Mange mennesker bruger netop denne beskrivelse til at sætte ord på, hvordan de ser sig selv. 10 tegn på, at du er people pleaser:

  • Du sætter andres behov før dine egne

  • Du er hele tiden bevidst om, hvordan andre har det

  • Du hader konflikt og gør alt for at undgå det

  • Du har svært ved at mærke dine egne behov

  • Du synes, det er lettere at give andre ret end at stå

  • Du har svært ved at sætte grænser

  • Du har svært ved at bede om hjælp

  • Konfrontationer gør dig utilpas

  • Du siger ofte "det er fint", "det skal du ikke tænke på", "du bestemmer" eller lignende

  • Du tager ansvar for andres følelser


Hvis du kan genkende dig selv i det, så er du nok lidt af en people pleaser. At være people pleaser kan være enormt udmattende, fordi man hele tiden befinder sig mentalt i andres sted og ikke får sat grænser eller opfyldt sine egne behov. Det er vigtigt at arbejde med og lave om på, hvis man vil skabe nærende relationer og styrke sit selvværd.


5 grunde til at du people pleaser

1. Du var det "gode", "lette" og "glade" barn

Måske er du vokset op i en familiedynamik, hvor der var andre der fyldte meget. Dette kan for eksempel være, hvis man har søskende med diagnoser, temperament eller lignende. Det kan også være, man i jeres familie bare ikke rigtigt snakkede om det, der var svært. Måske blev du ikke rigtig hørt og set, når du forsøgte at gøre opmærksom på dig selv. Mange people pleasere vokser op med at få ros for at være dygtige, lette, glade og gode børn, særligt hvis der er søskende, der har det svært. Får man dette at vide som barn, lærer man, at det er bedst, hvis man pakker sig selv lidt væk og fokuserer på at holde stemningen god.


2. Du har lært at konflikter er farlige

Måske du er vokset op i en familie, hvor der var rigtig mange voldsomme konflikter, der var ubehagelige og skræmmende. Måske der var forældre eller søskende, der kunne blive meget vrede. Det kan også være, at konflikter var mere stille, for eksempel ved stone walling - måske man bare blev ignoreret og frosset ude, hvis man gjorde noget forkert? Uanset, har du måske aldrig lært, hvordan man forløser konflikter og taler ordentligt om sine følelser, men i stedet at konflikter er farlige for relationen. Dette mønster kan også blive gentaget i venskaber og romantiske relationer gennem livet.


3. Du er bange for at blive forladt

De fleste mennesker har en dybtliggende frygt for at blive forladt, men som pleaser er denne frygt måske lidt mere aktiv end for andre. Vi har måske bygget en fortælling op om, at andre forlader os, hvis vi åbner os helt eller kræver noget af andre. Måske vi har forsøgt tidligere i livet at kræve noget eller bede om hjælp og er så blevet afvist. Det kan også være, vi har oplevet forældre, der var meget afvisende og derfor er sårbare for oplevelsen at blive forladt.


4. Dine grænser og behov er ikke blevet respekteret

Du har måske både i barndommen og senere i livet forsøgt at sætte grænser og italesætte behov, men har måske oplevet, at grænserne alligevel er blevet overskredet og behovene ignoreret. Det kan være direkte traumatiserende og for at beskytte os selv, undgår vi måske helt at sætte grænser og udtrykke behov senere, da det kan føles lettere.


5. Du har lavt selvværd

Kernen i det at være people pleaser kan handle om selvværd, og hvad vi har lært at tænke om os selv. Det er vigtigt for vores selvværd at opleve, at andre vil se og høre os, præcis som vi er, også når vi har det aller værst. Oplever vi ikke det, lærer vi hurtigt en fortælling om, at vi er en byrde, og at vi ikke har lige så meget ret til at være, som andre. Du ser det måske tydeligt i den omsorg, du giver til andre versus den, du forventer fra andre.

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page