Fight or flight (på dansk kæmp eller flygt - ja, det lyder altså bedre på engelsk) responsen er kroppens reaktion på en oplevet akut trussel. Men hvad sker der, når man hverken kan flygte eller kæmpe?
Freeze og fawn responserne er særligt nødvendige, når man lever med vold.
Det er det sympatiske nervesystem, der står for denne beskyttelsesfunktion, hvor hormoner pumpes ud i kroppen, pulsen stiger, og vi bliver parate til at flygte eller kæmpe. Hele pointen med din krops reaktion er at holde dig i live, og evolutionært set har det været afgørende for vores overlevelse at kunne reagere på oplevede farer og trusler. Systemet vil gøre næsten alt for at undgå eskalering af en farlig situation, derfor kan du heller ikke selv styre, hvornår og hvordan systemet reagerer. Det er vigtigt at forstå, at vi her ikke kun snakker om fysisk truende situationer, hvor ens liv tydeligt er i fare. Systemet reagerer på oplevede trusler - også emotionelle trusler, for eksempel en oplevet fare for at blive forladt.
Traditionelt set har man kigget meget på fight or flight, som to primære stress reaktioner. Når systemet opfanger fare, sætter den gang i udskillelsen af hormoner som bl.a. adrenalin, der klargører kroppen til at reagere. For de fleste vil systemet først og fremmest søge flugt, da dette ofte indebærer mindst risiko for skade. I nogle tilfælde vil systemet vurdere, at flugt ikke er muligt, og derfor vil kroppen klargøres til kamp. Alt dette foregår mere eller mindre ubevidst. I begge tilfælde vil man mærke, at hjertet begynder at hamre, man begynder måske at ryste, kroppen bliver opspændt, der er susen for ørerne, og man vil måske opleve frygt og panik. Når man er i fight eller flight tilstand, er det en anden del af hjernen, der styrer. Man får derfor svært ved at tænke logisk, får svært ved i det hele taget at tænke på andet end truslen, og kan få svært ved at tale - systemets eneste fokus er at komme VÆK fra truslen.
Nogle situationer er så farlige (eller opleves så farlige), at systemet vurderer, at vi hverken kan flygte eller kæmpe og her kommer nye responser i spil. Når en situation er så overvældende, at vi ikke kan se os ud af den, kan kroppen reagere ved at fryse - freeze responsen. Her bliver kroppen tung, hjertet slår langsommere, vi stivner og venter til den farlige situation er overstået. Lidt ligesom et dyr, spiller kroppen død i håbet om, at trusselsniveauet falder hurtigt.
En fjerde respons, som ikke er lige så velkendt som fight or flight, men til gengæld for nogle en afgørende reaktion er fawn. Fawn er reaktionen på en oplevet trussel, der handler om at blive så medgørlig og pleasende som muligt for at de-eskalere situationen. Oftest bruges fawn, når systemet vurderer, at hverken fight, flight eller freeze er mulige. Når fawn responsen er aktiveret, gør man alt for at behage, berolige og underkaste sig - igen, for at sikre overlevelse. Dette betyder også, at man fralægger sig egne grænser og behov, fordi man på den måde undgår konflikt. Responsen kan være livsafgørende og derfor effektiv, men med voldsomme konsekvenser. Med tiden udviskes grænser, krav, behov og selvforståelse, hvis man fortsat er i en relation, hvor fawn responsen er nødvendig.
Fawn responsen er enormt velkendt for mennesker, der lever i voldelige parforhold. Her er vi ofte opsatte på at de-eskalere, at undgå konflikter, at bevare det gode i forholdet, og fawn kan i konflikter være den eneste måde at komme sikkert ud af situationen på. Man underkaster sig partneren og pleaser i håbet om, at han vil falde til ro. Det er ikke altid, man selv er bevidst om, at det er det, man gør. Nogle gange bliver det først rigtig tydeligt efter forholdet, når man for eksempel går i terapi og spejles i, at situationen faktisk var enormt ubehagelig at være i. Mange vil have skyldfølelse over, at de "ikke gjorde noget", at de ikke sagde fra og sagde stop, og her er det afgørende, at man forstår, at fawn og freeze reaktionerne ER at gøre noget. Man har gjort alt, hvad systemet vurderede var nødvendigt for at komme sikkert gennem den truende situation. Det kan være svært at bearbejde de traumatiske oplevelser, man har oplevet, og systemet kan godt "sidde fast" i en konstant tilstand af alarmberedskab. Det kan være vigtigt at forstå sin krops reaktioner og lære triggers at kende, for at man kan komme videre. Det er ALTID vigtigt, at man taler med nogen, om det man oplever.
Genkender du fawn responsen fra dig selv? Overvej, hvem du har at snakke med, og undersøg dine muligheder for at søge hjælp.